Pizza med frisk trøffel

Denne opskrift på pizza med svampe og trøfler er en sand hyldest til de enkle, men udsøgte råvarer, der forvandler en klassisk ret til en gourmetoplevelse. Denne opskrift er lavet i samarbejde med @morjegersulten.

Det skal du bruge: 

Til dejen:

  • 2g gær
  • 200g vand
  • 1 spsk olivenolie
  • 300g caputo mel - jeg bruger ‘pizzeria'
  • 10g salt

Til fyldet på pizzaen:

  • Olivenolie
  • 100g blandet svampe, renset og skåret i skiver
  • 2 fed hvidløg, i skiver
  • 200g mozzarella i blok
  • 60g revet parmesan
  • Friske trøfler

Sådan gør du:

  1. Opløs gæren i vandet. Tilsæt olien og rør rundt.

  2. Kom melet i og ælt det hele ved mellem hastighed på en røremaskine. Efter 5 min tilsættes salten.
  1. Ælt nu dejen til den slipper skålens kanter og bund helt. Lad den hvile i skålen i 15 minutter.

  2. Kom dejen ud på køkkenbordet og stram den om til en stram kugle. Kom dejen i en lufttæt beholder og lad den hæve på køl i 2 døgn.
  1. 3-4 timer før du skal lave pizza, tages den ud af køleskabet. Del den i to og stram nu begge dejklumper op igen, som du gjorde første gang. Lad dem hæve i en lufttæt beholder på køkkenbordet.
  1. Opvarm olivenolien på en pande. Kom hvidløg og svampe på. Lad dem stege til de har fået en flot stegeflade. Tag dem af varmen. Kasser hvidløgene.
  1. Åbn din pizzadej op. Kom durummel på køkkenbordet og placer en dejkugle i det. Tryk forsigtigt dejen fra midten og ud mod kanterne med fingerspidserne, så dejen bliver større og større og du får dannet en fin kant. Løft evt. dejen op og træk den lidt større ved at bruge bagsiden af dine hænder til at trække under dejen med. Bare du lover at holde kagerullen langt væk.. Den vil slå alt luften ud af dejen.
  1. Fordel mozzarella i mindre stykker sammen med parmesanen på pizzabunden. Slut af med at fordele svampene.
  1. Bages nu i pizzaovn (jeg bruger en cozze 13 - som er grundigt opvarmet til 400 grader) i ca. 1,5 min. Roter evt. din pizza lidt undervejs. Kan også bage i alm. ovn med et gennemvarmet bagestål ved 250 grader varmluft i 5-7 minutter.
  1. Kom flager af trøffel over sammen med lidt olivenolie og frisk timian. Gentag med pizza nr. 2

Denne opskrift fungerer fantastisk med enhver slags trøffel, så du kan vælge din favorit. Tag et kig på vores udvalg af friske trøfler i sæson, og find den perfekte til din næste ret. Friske trøfler i sæson smager altid af mere. [Klik her for at se vores friske trøfler]